Forleden læste jeg en artikel om, hvordan børn ikke har godt af at være for meget i institution og hvordan vi forældre burde prioriterer os selv og job mindre og have mere fokus på barnet derhjemme. Altså mere far-mor-barn tid og mindre institutionstid.

Jeg tænkte længe over denne artikel, fordi jeg både blev dybt provokeret over, af man på den måde sætter de kvinder (og mænd), der ikke har overskuet eller lysten til børne-tid 24/7 i en situation, hvor de i følge artiklens forfatter kategoriseres som mindre nærværende forældre, der ikke prioriterer deres børn nok.

Samtidig blev jeg også nysgerrig på, hvor jeg selv lå i den debat. For hånden på hjertet, jeg elsker min søn og jeg elsker de lange weekender og ferier, hvor vi kan lege, ikke har travlt og jeg ser ham udvikles. Men med samme hånd elsker jeg også “min tid” og det er den tid, hvor jeg ærligt er overbevist over, at jeg efterfølgende er og bliver en lidt mere nærværende og sjovere mor, med overskud!

Så sæt mig endelig i bås, men helst i den bås, der hedder ” Kvinder, der nyder deres latte og crossaint alene”

På forhånd tak!

Jeg har faktisk ikke skrevet længe. Den idé om at skrive under min barsel ente med ikke at passe ind i min daværende hverdag, og hver gang jeg fik en idé, kom den aldrig ned på papir. Så nu starter jeg forfra. Hvem jeg starter forfra med og til, aner jeg ikke. Det er ikke pointen eller formålet. Formålet er at skrive. At formlure mine tanker og overvejelser med rigtige ord. På skrift. Det føles så rart.

Så nu tegner jeg en ny streg. Nyt indhold. Nye overskrifter. For hvem forstår egentlig tal. Tal giver bare ikke så meget mening, når afsenderen er talblind.

Jeg har egentlig ikke tænkt så meget mere med dette indlæg. Havde bare brug for at skrive det ud (læs: til mig selv), at jeg starter forfra.

Afslutningsvis for dette indlæg: Når nu vi er ved at tænke, så har jeg tænkt utrolig meget over følgende tre ting de sidste 24 timer:

Burde modeugen ikke indeholde mere bacon og chokolade til hofterne?

Kommer der mon en film inden for de næste tre år, der hedder Nautilus?

Hvorfor er der ikke nogle, der åbner sådan et rigtig lækkert spisested i Københavns Zoo – bare et alternativ til pølser, nuggets og pomfritter?!

Det var alt for nu.

De smukke unge mennesker!

Jeg har gennem min barsel oplevet, hvordan meget i mit liv har ændret sig – utrolig meget til det bedre, men jeg har også måtte give afkald på nogle ting, som jeg har holdt og holder meget af, deriblandt “mine” børn. Når jeg skriver “mine” børn,  er det selvfølgelig ikke mine egne børn, men derimod de 24 unger, som jeg i tre år har undervist, vist omsorg, grint med og holdt utrolig meget af.  Sådan er branchen og de er blevet lidt af et symbol på, at livet går videre, selvom man træder et skridt tilbage for en stund! Heldigvis! Men stadigvæk vemodigt!

Men i dag, på min første arbejdsdag, blev disse dejlige unge mennesker et symbol på, hvordan livet kan fortsætte sin gang og stadigvæk forblive lidt velkendt. For da jeg trådte ind i skolegården med hovedet fyldt af tanker og indtryk, hoppede “mine” nu store, men stadigvæk legesyge gamle unger rundt og spillede boldt – grinende og højtråbende – præcis som de gjorde, da de var mine og yngre.

Jeg fællede næsten en tårer og måtte holde igen, da de, som om jeg aldrig havde været væk, smed bolden til side og et øjeblik efter faldt mig om halsen!

Livet har beholdt det fine og velkendte. Alting er ikke helt nyt!

Tak, unger!

Julen er overstået! Den mest afslappende og vidunderlige af slagsen. Den var fyldt med nærhed og kærlighed – for Søren da, hvor den var/er fyldt med kærlighed! Alt blev taget i barnets tempo. Gaverne blev åbnet i løbet af dagen – altså ikke at barnet forstod mere end at gavepapir siger sjov lyd – og mad og vin blev indtaget da barnet sov… aahhh, bare tre voksne og fantastisk mange sprøde sværd 🙂

Nu går turen til Jylland. Mere kærlighed, nærhed og gaver til barnet. Well! Julen er måske ikke helt overstået alligevel, men i mine tanker, er den overstået og jeg nyder de sidste dage af 2017. Kæresten har fri og vasketøjet er vi rejst fra! Snart kommer 2017 snigende og inden vi ser os om er vi i maj og min barsel er slut! Ikke at dette er en skidt ting, for jeg er sikker på, at det og meget andet i 2017 kan føre mange fantastiske ting med sig!

Kald mig bare jubelidiot, men jeg kan mærke at 2017, ligesom 2016, bliver helt speciel ( også selvom det ikke byder på graviditet og fødsel)!

Nå, men Urd er overstået ( Jo den er! Kom videre News! Børn sulter i Aleppo) og vi smutter vest på til svigerfamilien, gode venner og nytår ❤️

Godt nytår og tak for 2016!

1. december.

Kærlighed. Jeg er fan kærligheden.  Den jeg har til min søn, min søns far og selvfølgelig min familie og svigerfamilie. En anden kærlighed jeg i de seneste dage er blevet yderst begejstret for, er den jeg har til og får fra chokolade….

pjat!

Mine veninder. Jeg har aldrig været typen, der har haft mange veninder (tætte altså). Jeg har altid haft en håndfuld, hvilket giver trygge og tætte venskaber, men også kan gøre én utrolig sårbar. Da jeg var yngre, var jeg altid utroligt bange for, at mine veninder glemte mig eller dumpede mig …. vi har vel alle prøvet et veninde break-up i vores teenage år! Avavav! Da min mor døde i 2007 (ja….) forsvandt en lille håndfuld helt naturligt. Altså naturligt på den måde, at starten af 20érne ikke lige var den periode, hvor flertallet var for at se realiteterne og døden i øjnene. Det var jeg egentlig heller ikke, men livet giver dig bare ikke altid kage, når du råber kage.

Forståeligt nok har en af mine store bekymringer været mine veninder, når O (min søn) kom til verden. Jeg forstod godt, at ikke alle mine veninder havde forståelse for livet med barn og forventede med klump i halsen, at det for nogens vedkommende ville betyde en lille pause. Men nej! Selvfølgelig nej! For det har vist sig, at mine veninder er bedre end flertallet ( så dejlige er de bare!) De veninder jeg har, der selv er blevet mødre, har vist sig som små guruer til min hverdag og de veninder, der ikke har børn endnu, har givet mig den vildeste støtte og selvtillid – og var der på sekundet, da jeg skreg : VIN!!! og sekundet efter, at jeg havde født, viste de kærlighed til O og mig som mor.

At blive mor, har givet mig utrolig meget og bekræftet mig i, at jeg faktisk er okay til det der mor-halløj – men at jeg stadigvæk har veninderne i hånden, det gør det bare 100% mere fantastisk.

Tak til jer!