221116

Der er meget stille i lejligheden lige nu. Næsten for stille. Inde i den store seng ligger far og søn og sover eftermiddagslur. Den ene er ved at få en tand,  den anden har feber.  I kan selv gætte hvem,  der døjer med hvad. Jeg burde rydde op. Vores 84 kvm føles pt. som 20 kvm pga rod, vasketøj og opvask – men jeg har sat mig ned! Jeg kan slet ikke overskue det og overvejer om jeg også kan lægge mig med feber og så kommer der en voksen og klarer ærterne for os! Eller måske kan jeg tvinge mig selv til at acceptere rod og vask?!

Jeg har virkelig kæmpet med det længe. Rod. Jeg får klaus og ved godt, at det i virkeligheden er fuldstændig lige meget. Min søn er glad, tilfreds, mæt og smiler til alt og alle ( læs: ikke fremmede, der stikker deres, for ham, store hovede ned i hans barnevogn og undrer sig over, hvorfor han skriger af dem…), så hvorfor bruge krudt på et pænt og ryddet hjem. Men hvis der er rod i mit hjem, er der rod i min hjerne!

Så nu vil jeg rydde op og måske finder jeg mit overskud i én af vasketøjsbunkerne – who knows! Alternativt kunne jeg gå ind og vække far og søn og glemme alt om tid til oprydning og vasketøj.

Så mange beslutninger.

Jeg sætter mig lidt ned igen.

Er der ikke snart én, der skal ammes?!