011216

1. december.

Kærlighed. Jeg er fan kærligheden.  Den jeg har til min søn, min søns far og selvfølgelig min familie og svigerfamilie. En anden kærlighed jeg i de seneste dage er blevet yderst begejstret for, er den jeg har til og får fra chokolade….

pjat!

Mine veninder. Jeg har aldrig været typen, der har haft mange veninder (tætte altså). Jeg har altid haft en håndfuld, hvilket giver trygge og tætte venskaber, men også kan gøre én utrolig sårbar. Da jeg var yngre, var jeg altid utroligt bange for, at mine veninder glemte mig eller dumpede mig …. vi har vel alle prøvet et veninde break-up i vores teenage år! Avavav! Da min mor døde i 2007 (ja….) forsvandt en lille håndfuld helt naturligt. Altså naturligt på den måde, at starten af 20érne ikke lige var den periode, hvor flertallet var for at se realiteterne og døden i øjnene. Det var jeg egentlig heller ikke, men livet giver dig bare ikke altid kage, når du råber kage.

Forståeligt nok har en af mine store bekymringer været mine veninder, når O (min søn) kom til verden. Jeg forstod godt, at ikke alle mine veninder havde forståelse for livet med barn og forventede med klump i halsen, at det for nogens vedkommende ville betyde en lille pause. Men nej! Selvfølgelig nej! For det har vist sig, at mine veninder er bedre end flertallet ( så dejlige er de bare!) De veninder jeg har, der selv er blevet mødre, har vist sig som små guruer til min hverdag og de veninder, der ikke har børn endnu, har givet mig den vildeste støtte og selvtillid – og var der på sekundet, da jeg skreg : VIN!!! og sekundet efter, at jeg havde født, viste de kærlighed til O og mig som mor.

At blive mor, har givet mig utrolig meget og bekræftet mig i, at jeg faktisk er okay til det der mor-halløj – men at jeg stadigvæk har veninderne i hånden, det gør det bare 100% mere fantastisk.

Tak til jer!