Jeg har faktisk ikke skrevet længe. Den idé om at skrive under min barsel ente med ikke at passe ind i min daværende hverdag, og hver gang jeg fik en idé, kom den aldrig ned på papir. Så nu starter jeg forfra. Hvem jeg starter forfra med og til, aner jeg ikke. Det er ikke pointen eller formålet. Formålet er at skrive. At formlure mine tanker og overvejelser med rigtige ord. På skrift. Det føles så rart.

Så nu tegner jeg en ny streg. Nyt indhold. Nye overskrifter. For hvem forstår egentlig tal. Tal giver bare ikke så meget mening, når afsenderen er talblind.

Jeg har egentlig ikke tænkt så meget mere med dette indlæg. Havde bare brug for at skrive det ud (læs: til mig selv), at jeg starter forfra.

Afslutningsvis for dette indlæg: Når nu vi er ved at tænke, så har jeg tænkt utrolig meget over følgende tre ting de sidste 24 timer:

Burde modeugen ikke indeholde mere bacon og chokolade til hofterne?

Kommer der mon en film inden for de næste tre år, der hedder Nautilus?

Hvorfor er der ikke nogle, der åbner sådan et rigtig lækkert spisested i Københavns Zoo – bare et alternativ til pølser, nuggets og pomfritter?!

Det var alt for nu.

1. december.

Kærlighed. Jeg er fan kærligheden.  Den jeg har til min søn, min søns far og selvfølgelig min familie og svigerfamilie. En anden kærlighed jeg i de seneste dage er blevet yderst begejstret for, er den jeg har til og får fra chokolade….

pjat!

Mine veninder. Jeg har aldrig været typen, der har haft mange veninder (tætte altså). Jeg har altid haft en håndfuld, hvilket giver trygge og tætte venskaber, men også kan gøre én utrolig sårbar. Da jeg var yngre, var jeg altid utroligt bange for, at mine veninder glemte mig eller dumpede mig …. vi har vel alle prøvet et veninde break-up i vores teenage år! Avavav! Da min mor døde i 2007 (ja….) forsvandt en lille håndfuld helt naturligt. Altså naturligt på den måde, at starten af 20érne ikke lige var den periode, hvor flertallet var for at se realiteterne og døden i øjnene. Det var jeg egentlig heller ikke, men livet giver dig bare ikke altid kage, når du råber kage.

Forståeligt nok har en af mine store bekymringer været mine veninder, når O (min søn) kom til verden. Jeg forstod godt, at ikke alle mine veninder havde forståelse for livet med barn og forventede med klump i halsen, at det for nogens vedkommende ville betyde en lille pause. Men nej! Selvfølgelig nej! For det har vist sig, at mine veninder er bedre end flertallet ( så dejlige er de bare!) De veninder jeg har, der selv er blevet mødre, har vist sig som små guruer til min hverdag og de veninder, der ikke har børn endnu, har givet mig den vildeste støtte og selvtillid – og var der på sekundet, da jeg skreg : VIN!!! og sekundet efter, at jeg havde født, viste de kærlighed til O og mig som mor.

At blive mor, har givet mig utrolig meget og bekræftet mig i, at jeg faktisk er okay til det der mor-halløj – men at jeg stadigvæk har veninderne i hånden, det gør det bare 100% mere fantastisk.

Tak til jer!