Forleden læste jeg en artikel om, hvordan børn ikke har godt af at være for meget i institution og hvordan vi forældre burde prioriterer os selv og job mindre og have mere fokus på barnet derhjemme. Altså mere far-mor-barn tid og mindre institutionstid.

Jeg tænkte længe over denne artikel, fordi jeg både blev dybt provokeret over, af man på den måde sætter de kvinder (og mænd), der ikke har overskuet eller lysten til børne-tid 24/7 i en situation, hvor de i følge artiklens forfatter kategoriseres som mindre nærværende forældre, der ikke prioriterer deres børn nok.

Samtidig blev jeg også nysgerrig på, hvor jeg selv lå i den debat. For hånden på hjertet, jeg elsker min søn og jeg elsker de lange weekender og ferier, hvor vi kan lege, ikke har travlt og jeg ser ham udvikles. Men med samme hånd elsker jeg også “min tid” og det er den tid, hvor jeg ærligt er overbevist over, at jeg efterfølgende er og bliver en lidt mere nærværende og sjovere mor, med overskud!

Så sæt mig endelig i bås, men helst i den bås, der hedder ” Kvinder, der nyder deres latte og crossaint alene”

På forhånd tak!

De smukke unge mennesker!

Jeg har gennem min barsel oplevet, hvordan meget i mit liv har ændret sig – utrolig meget til det bedre, men jeg har også måtte give afkald på nogle ting, som jeg har holdt og holder meget af, deriblandt “mine” børn. Når jeg skriver “mine” børn,  er det selvfølgelig ikke mine egne børn, men derimod de 24 unger, som jeg i tre år har undervist, vist omsorg, grint med og holdt utrolig meget af.  Sådan er branchen og de er blevet lidt af et symbol på, at livet går videre, selvom man træder et skridt tilbage for en stund! Heldigvis! Men stadigvæk vemodigt!

Men i dag, på min første arbejdsdag, blev disse dejlige unge mennesker et symbol på, hvordan livet kan fortsætte sin gang og stadigvæk forblive lidt velkendt. For da jeg trådte ind i skolegården med hovedet fyldt af tanker og indtryk, hoppede “mine” nu store, men stadigvæk legesyge gamle unger rundt og spillede boldt – grinende og højtråbende – præcis som de gjorde, da de var mine og yngre.

Jeg fællede næsten en tårer og måtte holde igen, da de, som om jeg aldrig havde været væk, smed bolden til side og et øjeblik efter faldt mig om halsen!

Livet har beholdt det fine og velkendte. Alting er ikke helt nyt!

Tak, unger!

For første gang i lang tid,  har jeg ikke brug for mere søvn eller kaffe end andre normale mennesker ( der ikke er på barsel).

Jeg har sovet!!! Hele familien har sovet til kl.7:45.

To dage i streg, hvilket er uforklarligt, når vi har et lille menneske med den første tand “coming up” !?

Det føles som om,  at verden er lidt mere klar og lidt mindre grå.  Tænker,  at det må se sådan ud for en nyopereret for grå-stær …. spørg mig ikke, hvor den sammenligning kommer fra!? Fik jeg sagt at man i barselsland bor meget tæt op af pensionistland!? Begge befolkningsgrupper er enige om at kaffe med mælk, kager og tidlige morgenstunde er en del af hverdagen og Brugsen er et sted, hvor du altid kan få en sludder, hvis alle dine andre venner har et spændende job at gå op i.

Jeg går op i mit barn – de går op i deres børn (der aldrig ringer) og børnebørn. Nårh ja og irriterende indkøbskurve,  der ikke går godt sammen med rollator eller barnevogn!

Men i dag, må pensionistlandet hygge sig i Brugsen, mens jeg skal være cafésmart og en tur i Torvehallerne med Olde ( læs: veninde på 30 år med internt kælenavn), lige så snart jeg har formået at rydde op, komme i bad og finde ammevenligt og pænt tøj til fornyeligt fødende kvindekrop!

Skal bare lige nyde 5 minutters stilhed og synet af ALT for meget Lamaze legetøj først!

God mandag!

Dagens tanker.

Efter fire tre kopper kaffe.

kl. 09:29

Jeg er på barsel, hvilket betyder, at min verden pt. består af amning, bleskift, lækker baby og 120 nye indretningsidéer – dagligt! For de 84 kvadratmeter vi lever på er ved at blive en lille smule kedelige, når det på basis, er det jeg glor på 85% af dagen. Eksempelvis har jeg fornyeligt brugt 500 kr på tavle/magnetmaling til vores gang.

Det ligger stadigvæk i Flüggerposen, men skal nok blive en realitet.

Når jeg får tid.

For tiden er tiden flygtig og smuldrer lidt mellem mine fingre og direkte ned i en blespand.

For at tiden ikke forsvinder og lige pludselig er 10 måneder og jeg er tilbage på arbejde, vil jeg dokumentere den lige her. Hverdagen. Ikke weekenderne. Der holder vi fri og er en familie (læs: selvom der nok, er der jeg får skrivetiden)

Men i dag, er det 161116 og jeg er begyndt at skrive igen og vil nu begive mig ud i tågen med O, købe en flødeskumskage og besøge min mormor  ….. Rock on barselsverden!

Så er vi i gang – velkommen til min røde tråd.

Hverdagsstregen.